- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Willis Tower SKYDECK: På toppen af Chicago


Af Søren Clauding – november 2014


Med mindre man har højdeskræk er der én oplevelse i Chicago, man ikke må snyde sig selv for: Besøget på toppen af USA’s næsthøjeste bygning: Willis Tower. Ikke bare har man på toppen af Chicago en storslået udsigt over storbyen og Michigansøen, man kan også få en uforlignelig kildren i maven, hvis man går ud i en af de glasbokse, der som lukkede altaner stikker ud fra selve bygningen.

 

Herfra kan man gennem glasgulvet se de 412 meter direkte ned i gadebilledet. Ikke i sig selv nogen speciel interessant udsigt, men en uovertruffen provokation af et dybtliggende menneskeligt instinkt. Selv uden højdeskræk har den ganske særlige oplevelse en effekt på de fleste.

 

Højest i USA i 36 år

Byggeriet i sig selv er, udover sin højde, ikke en bemærkelsesværdig smuk bygning. Men højden er naturligvis noget særligt. I ikke mindre end 36 år var Sears Tower, som det hed indtil 2009, USA’s højeste bygning. Det er en bemærkelsesværdig præstation, netop fordi USA’s storbyer er kendt for deres utrolig mange skyskrabere.

 

Bemærkelsesværdigt er det da også, at da byggematadoren Donald Trump i 2009 fik færdiggjort sit Trump Tower Chicago, var bygningen ikke så høj som Willis Tower. Planen havde dog været en anden, men man valgte at neddrosle højden til 423 meter efter nøje overvejelser i hælene på angrebet på World Trade Center i New York.

 

Verdens højeste i 25 år

Willis Tower fik sit nye navn i 2009, efter at verdens tredjestørste forsikringsmægler, Willis Gruppen, leasede en anselig del af bygningen. Da skyskraberen blev rejst i 1973 under navnet Sears Tower (Sears er en stor amerikansk supermarkedskæde) var den verdens højeste, en position den bevarede indtil 1998, hvor Petronas Twin Towers i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur blev bygget. Og først da One World Trade Center i New York stod færdig i 2013, måtte Chicagos vartegn afgive sin status som størst i USA.

 

Størst eller ikke størst: En sådan skyskraber er et enestående eksempel på moderne ingeniørkunst og et eldorado dem, for hvem tal betyder alt: 442 meter højt, 60 sekunder i elevator fra gadeplan til The Skydeck. Skydeck befinder sig på 103. etage af de i alt 108. Og glas-altankasserne kan bære 4,5 tons.

 

Link til Willis Tower

 

Læs også:

Chicagos unikke byplan og enestående arkitektur >>>

Chicagos mange oplevelser >>>


Kik gennem en af glasboksene - med og uden fødder... Her er ikke plads til højdeskræk.

 

Udsigt mod syd.

 

Udsigt mod øst: Millennium Park og Michigansøen. Udsigt mod nord-øst: Området omkring Magnificient Mile.

 

 

Udsigt mod Nord-vest                                                      Udsigt mod Nord

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>