- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Chicago: Oplevelsernes by


Af Søren Clauding – november 2014


Michael Samm, PR-manager, Choose Chicago

 

Hvis man ser bort fra de mange skyskrabere og arkitektoniske perler, som udgør den centrale del af Chicago (det er lidt svært, for de er temmelig store og dominerende), har byen af gode grunde ikke mange seværdigheder i traditionel forstand. Chicago har ingen Frihedsgudinde eller et Capitol og utallige mindesmærker at gøre godt med. Alligevel har man som turist, både over et par dage og også gerne i længere tid, temmelig mange muligheder for at opleve.

 

Michael Samm, som er PR-chef i turistorganisationen Choose Chicago, fortæller i radioindslaget om de mange muligheder og her, på skrift og i billeder, skal vi gerne følge op.

 

For det første har byen den store Grant Park, som ligger direkte ud til Michigansøen med mulighed for kilometerlange spadsereture, løbeture, cykelture eller hvad man nu vil. Parken er i sig selv en spændende oplevelse, fordi den er ret varieret og danner centrum for en række supplerende attraktioner. I parken finder man et utal af dedikerede haver med hver deres tema.

 

Porten til skyerne – Cloud Gate

I den nordlige ende finder man den spektakulære Cloud Gate, som er et kunstværk, der spejler byens mange-artethed i bogstaveligste forstand. Skyskraberne får en anderledes form og skylinen i det hele taget ser anderledes ud, når den ses via den spejlblanke overflade på Cloud Gate. Man selv tager sig også anderledes ud, på godt og ondt. Tankevækkende!

 

 

Cloud Gate ligger i den del af Grant Park, der er døbt Millennium Park. Det er det nordvestlige hjørne af Grant Park, der har fået denne særstatus. Der er til daglig fri adgang, men det garanterer vi ikke for, at der er, når det store friluftssceneanlæg lægger areal til musikalske topbegivenheder (link til Chicagos officielle site). Et imponerende anlæg, som fascinerer gennem sit layout og funktion med højtalere fordelt over publikumspladserne og ikke alene samlet på scenen, som man normalt oplever.


 

 

Kunstens Chicago

Lige syd for Millennium Park finder man det verdensberømte kunstmuseum, The Art Institute of Chicago, med stribevis af kendte kunstværker begået af nogle af verdens mest ansete kunstnere fra Van Gogh til Claude Monnet. The Art Institute of Chicago er et MUST – også selvom man ikke føler, at man har forstand på kunst. Bruger man sine øjne og har man et åbent sind, har man en stor oplevelse med ud efter besøget. The Art Institute of Chicago - læs mere >>>

 

 

Museum Campus

Naturens kunstværker har fået deres eget område i den sydlige del af Grant Park. Her finder man Museum Campus, hvor det naturhistoriske Field museum, har til huse og ligeledes Shedd Akvariet – en levende og fascinerende undersøisk verden med nogle enkle oversøiske snit: Her finder man også pingviner og Oddere. Lige uden for Grant Park ligger Adler Planetariet, det hele indenfor ganske få hundrede meter.

 

 

 

 

 

På toppen af byen

Har man blot et par dage i Chicago er Willis Tower ikke til at

komme udenom. Den kolossale bygning var i 25 år verdens højeste. Nu er den USA’s næsthøjeste, efter i 36 år at have været den højeste. For kort tid siden blev den overgået af One World Trade Center i New York. Den er ingen arkitektonisk skønhed, men fra SKYDECK’et på 103. etage ud af de 108 har man ikke bare en enestående udsigt over byen til alle de andre smukke bygninger (herunder den næsten ligeså høje Trump Tower) men også muligheden for at se lige ned. På siden af SKYDECK er indbygget et par glasklare bokse, som man kan gå ud på og se lige ned fra. En ubeskrivelig oplevelse – den skal ganske enkelt opleves.

Willis Tower i Chicago - læs mere >>>

 

Link til Chicagos Visitorguide

Choose Chicago: What to do in Chicago


Shedd Akvariet åbner for en kæmpemæssig, levende og fascinerende undersøisk verden...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>