- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Palæ'et kan ikke ses fra gaden - bemærk at ordet i adressen "bis..." betyder "ved..."


Le Clos Saint Martin:

Det ”hemmelige” hotel i Caen: Skjult romantik og smukke rammer


Af Søren Clauding – maj 2014


Caen og Le Clos Saint Martin


Hvis man ikke lige ved det, er det ganske vist: Man finder aldrig Le Clos Saint Martin når man er der. Man kan passere porten på Place Saint Martin, og det er kun, hvis man kikker nøje efter, at det lille skilt indikerer, at hér er det muligt at tilbringe en nat – eller flere.

 

Le Clos Saint Martin er et lille paradis, gemt helt af vejen, drevet som Bed and Breakfast, men ikke som man typisk kender det med indlogering i familiens gæsteværelse og fællesspisning om morgenen.

 

Romantisk hotel med fire gæste"rum" 

I virkeligheden er der tale om et romantisk hotel, etableret i et gammelt herresæde, med blot fire ”værelser”, hvoraf det ene er en regulær lejlighed med to sammenhængende værelser og entré.

 

Le Clos Saint Martin finder man i bymidten i Caen, en købstad i Normandiet, tæt ved de strande, hvor de allierede tropper for 70 år siden landsatte de 3 millioner soldater, der påbegyndte befrielsen af Europa fra den nazistiske krigsmagt. I dag er Caen præget af historien og det samme kan siges om Le Clos Saint Martin. Men hér er det ikke krigshistorien, der er fokus på.

 

Historiske rødder

Le Clos Saint Martin er et smukt restaureret palæ, der har rødder tilbage til det 16. og det 18. århundrede. Det genspejles ikke alene i byggestilen, men også i indretningen, hvor ejeren Sylvie Vandevivere nænsomt har dekoreret de mange rum helt individuelt.

 

Foruden ”lejligheden” kan de tre resterende gæsterum nærmest beskrives som suiter, så store er de. Hver især opkaldt efter ejerens niecer: Albane, Louise, Marie og Margaux.

 

Venskabelig modtagelse

”Vi betragter vores gæster som venner, for hele verdens befolkning er venner, det er vores filosofi,” fastslår Sylvie Vandevivere (th på billedet) i interviewet til Rejseradioen. Det er præcis den holdning, der præger et ophold i de smukke omgivelser.

 

Hvert gæsterum har moderne badeværelse, tilpasset det historiske byggeri. Le petit déjeuner – morgenmaden – er hjemmelavet, righoldigt og hver dag suppleret med en passende kage i ægte fransk stil. Man kan ikke forestille sig et bedre udgangspunkt for et besøg i det historiske Normandiet.

 

 

Plads til forbedringer

Uanset hvor gennemtænkt, ejeren har restaureret Le Clos Saint Martin er der altid plads til forbedringer. Vi faldt over, at der manglede et skriveborg på værelserne, hårtørreren har kendt bedre dage og lidt frontlys ved spejler på badeværelser ville heller ikke være af vejen. Det samme gælder fralægningspladser/knager til håndklæder.

 

Praktik

Le Clos Saint Martin er meget mere end et traditionelt Bed & Breakfast. Alligevel er det næsten overvældende, at prisen for lejligheden kan holdes på 118 Euro pr. nat, for to personer. Er man fire koster det 160 Euro – men priserne er inklusive morgenmad. Vi boede i ”Albane” – det er suiten på billederne.

 

Parkering

Normandiet er oplagt til en bilferie, bl.a. fordi man skal køre rundt til de mange historiske seværdigheder. Hotellet blev besøgt først i påskeugen og vi havde intet problem med at finde parkeringspladser på gaden, men et par biler kan også knibes ind gennem den smalle port til den smukke gårdhave.

 

4 stjerner

B&B har ikke stjernefunktion - men vi giver gerne 4 gode stjerner ud af 6 til Le Clos Saint Martin.

 

Reservation

Til daglig er det Virginie, der tager vare om gæsterne og er den, man kontakter, Hun er portugiser og taler udmærket engelsk. Besøg websiden og ring eller send en e-mail. På hotellets webside findes også et velfungerende kontakt-felt:

 

Le Clos Saint Martin
18, bis Place Saint Martin 14000 CAEN
Tél. : +33(0) 0781392367

closaintmartin@free.fr

 

Hotellets webside – klik hér >>>


Dagligstuen ligger midt for i den palæagtige historiske bygning.

 

En bil kan godt knibes gennem den smalle port. Morgenmad i rustikke omgivelser. Albane-suiten.

 

Hjemmebagt kage. Dagligstuen er nænsomt dekoreret. Vindeltrappe til gæsterummene - elevator findes ikke i Le Clos St. Martin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>