Radio og podcast om rejser og oplevelser

Lyt til programmerne hér på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter   Podcast   Overnatning   Rejsemål   Transport   Rejseprogrammer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Star G Hotel Collection Dresden

Central beliggenhed med et stænk af historie


Af Søren Clauding – november 2024


I forbindelse med vores road-trip i efteråret 2024 indlogerede vi os i Dresden på det 3-stjernede Star G Hotel på byens mest centrale plads, den store Altmarkt, 100 meter fra den største kirke i Sachsen, Kreuzkirche, som bl.a. er base for det verdensberømte Dresdner Kreuzchor. De klassiske seværdigheder i bymidten ligger indenfor for en afstand på få hundrede meter, og som sådan er beliggenheden hotellets vigtigste aktiv.

 

Hotellet er etableret i en bygning, opført i DDR-regi i efterkrigsårene i en klassisk byggestil, set udefra. Indvendig er hotellet ikke ”hyggeligt” i dansk forstand, men det medbringer også et stænk af historien. Eksempelvis er den rå funktionelle gulvbelægning helt synlig, og vidner om herkomst og byggetid. Men der er også grænser for, hvad man kan forvente, da det kun er fire år siden, af Star G Collection rykkede ind i bygningen. Og først i 2015 blev "Haus Altmarkt", som det blev døbt, og som nu inkluderer sammenbygning til nabo huse, til et hotel. Tidligere rummede bygningen mondæne lejligheder.


Læs mere om vores road-trip og besøget i Dresden, se billederne og lyt til Podcast hér >>>



Vælg værelsestype med omhu

Værelserne varierer i størrelse, vi havde et superior-rum, som var rummeligt, men ret karakterløst og uden den helt store indretning. Rummet var funktionelt, badeværelset nyt og vi havde oven i købet fornøjelsen af en lille altan, hvorfra man kunne overskue hele Altmarkt. Vi gætter på, at det et festligt sted at opholde sig, når der er julemarked på pladsen.

 

Værelset var rent, og det mest overraskende var det beskedne møblement og den usædvanlige lave højde af toilet og håndvask. Tilgængeligheden var gjort lettere gennem en i foyeren indbygget elevator af nyere konstruktion. Fra receptionen på første sal (som ligger højt – nederste etage har højt til loftet og en pompøs trappeopgang) var der ikke trappe-løs adgang til alle værelser, og en tidligere, ældre elevator var heller ikke tilgængelig uden trapper.

 

På hotellet har man en morgenmadsrestaurant med et udmærket udvalg. Vil man in-house spise ”middag” ligger der en McDonalds restaurant på hjørnet i samme bygning.

 

Vi besøgte Dresden som led i en biltur, og derfor var det bekvemt, at bilen kunne parkeres på betalingsanlægget under Altmarkt, hvor man dog ikke har direkte adgang fra hotellet. Hotellet havde en rabataftale med parkeringskælderen, som bragte prisen ned på et rimeligere niveau.

 

Tre stjerner

Vi giver hotellet præcis de tre stjerner, som det officielt er tildelt, primært på grund af renlighed og beliggenhed. Forholdet mellem pris og kvalitet er som sådan OK.


   

 

   

 

  



Kik fra den lille altan på 5. sal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>