- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Los Angeles/Hollywood:

Hilton Garden Inn

Tæt på stjernerne


af Søren Clauding - december 2014

 

 


Hollywood og Hilton Garden Inn - interview med PR-chef Samantha Rodriguez

 

 

Blot et stenkast (dvs. 600 meter) fra den stjernestækkede Hollywood Boulevards "Walk of Fame" i verdens mest berømte forstad, ligger Hilton Garden Inn. Hotellet er et moderne 4-stjernet overnatningssted med de bekvemmeligheder, man kan forvente, når Hilton lægger navn til. Interessant er Hilton-kædens tilfredshedsgaranti: Hvis man har noget reelt at være utilfreds over, og ledelsen ikke kan råde bod derpå under opholdet, bor man gratis. Som et kuriosum: Vi kom til at betale...

 

Hotellet ligger direkte ud til Highland Avenue og den stærke trafik sætter sit præg på oplevelsen, men støjen er ikke voldsomt forstyrrende: Forsøg eventuelt at få et værelse mod gårdhaven, som er kendetegnet ved en stor swimmingpool og en rolig atmosfære. Fra forsiden har man omvendt, hvis man er heldig, udsigt til det berømte Hollywood Sign på Mount Lee. Fra hotellet kan man også begive sig ud på en tur dertil, men det er da det meste af en dagstur, man har foran sig.

 

 

Værelserne er pæne og bekvemme, en smule mindre end amerikansk standard, men i det store hele velfungerende. Der er køleskab - hvilket er et plus - men aircondition-anlægget var på vores værelse lidt støjende og kunne ikke reguleres. Udluftningen på badeværelset kunne være bedre. Receptionen var venlig, men forvent ikke den allerstørste indsigt i, hvordan man betjener sig af området - det var i hvert fald vores erfaring. Omvendt er det meget let og overskueligt at bevæge sig rundt i Hollywood, Los Angeles og omegn, når man blot har indstillet sig på byens kolossale størrelse.

 

Undergrundsbanen ligger lige omkring hjørnet ved Highland Avenue/Hollywood Boulevard. Herfra er man på få minutter i Down Town Los Angeles. Og tager man turen den modsatte vej, er man endnu hurtigere på vej ind i det berømte Universal Studio, som mere er en forlystelsespark end et filmstudio. Måske den største oplevelse i Los Angeles næstefter Disneyland, der imidlertid ligger et halvt hundrede kilometer fra Hollywood.



Plads til forbedringer

Pengeskab (man kan deponere værdigenstande i receptionen, men det er et langsommeligt system), madrasser, der passer til sengebunden, bedre ventilation og aircondition.

 

4 stjerner

Vi giver Hilton Garden Hill fire stjerner ud af seks. Største plus er beliggenheden.

 

Hilton Garden Inn Los Angeles/Hollywood

2005 N. Highland Avenue

Los Angeles

California

90068, USA

+1-323.876.8600

 

Link til Hilton Garden Inn


          

 

Menneskemylder og tæt trafik er med til at give Hollywood Boulevard sin helt egen karakter.

 

I en filmby er filmoptagelser hverdagskost: Hér optages en ny Honda-reklamefilm i Down Town Los Angelse. På en lørdag, for resten...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>