|
Road-trip til Wien:
Wien
Museum og Wiener Secession
Af Søren
Clauding – november 2024
Da vores planlagte road-trip til de fire
mellemeuropæiske kulturcentre, Dresden, Wien, Salzburg og
Leipzig, var i støbeskeen, havde vi naturligvis en liste over
interessante emner, som vi ville dykke dybere i. I Wien var det
bl.a. den såkaldte Wiener Secession, som for 125 år siden var
skabt i et opbrud og som led i en kunstnerisk frigørelse fra
datidens veletablerede normer. Wiener Secession har sit eget hus
i Wien, men på det nylig gennemgribende moderniserede Wien
Museum afsluttede man en udstilling om bl.a. Wiener Secession
netop på vores ankomstdag.
Det var jo et glimrende sammenfald for
os, for vi nåede lige udstillingen på falderebet. Men fortvivl
ikke, fordi udstillingen nu er lukket. For netop i det førnævnte
Wiener Secession hus, som også er et museum, der blev skabt af
organisationen tilbage i 1898, kan man året rundt opleve nogle
af de største værker af især Gustav Klimt, der havde førertrøjen
på i Wiener-kunst dengang i slutningen af det forrige
århundrede.
Det viste sig så, at Wien Museum er meget
mere end særudstillinger. Mere om det nedenfor, og det fremgår i
øvrigt også af vores radiosnak og mini-podcast med udstillingens
kurator, som endvidere er vicedirektør på Wien Museum, Dr.
Ursula Storch.
 
Lyt til Rejseprogrammet, 2. afsnit, del 3 Wien Museum - Dr.
Ursula Storch
Mini podcast - samtale med Dr. Ursula Stoch,
kurator og vicedir. Wien Museum på tysk
Hvad er Wiener Secession?
Kort fortalt betyder ordet secession
løsrivelse. Og mere håndgribeligt blev begrebet, også som en
østrigsk pendant til Berliner Sezession og Münchner Sezession,
til en forening af billedkunstnere, oprettet 3. april 1897 på
initiativ af netop Gustav Klimt. Året efter fik de så deres egen
udstillingsbygning, som eksisterer den dag i dag. Den ligger
blot nogle få hundrede meter fra Karlzplatz 8, hvor Wien Museum
har til huse.
På den tid dominerede store veletablerede
kunstnerforeninger det kunstneriske miljø i mange europæiske
byer. De satte dagsordenen for, hvad kunst det var, og hvis man
så tingene anderledes, blev man holdt ude af miljøet og fik
eksempelvis ikke mulighed for at udstille sin kunst.
Uden at gå dybt i de eksisterende
kunstretninger, var det tydeligt at løsrivelses-kunstnerne i
Wien såvel som Berlin og München, der egentlig var lidt
tidligere på den og som sådan også en slags forbillede og
inspirationskilde for Klimt og hans meningsfæller, byggede på
den såkaldte Jugendstil. Jugendstil var som kunststil så småt
under udvikling rundt om i Europa fra midt i halvfemserne, og
stilarten appellerede i særlig grad til yngre kunstnere, der
ikke ville lade sig styre af selvbestaltede smagsdommere, der
alene på grund af deres alder var ved at være en uddøende race.
I samtalen med Ursula Storch forklarer
hun, at løsrivelsesprocessen egentlig var en udløber af en
proces, der var påbegyndt allerede i 1892 i München. Det var
nærmest en slags generationskamp.
Gustav Klimt,
Portræt af
Emilie
Flöge, 1902, Wien Museum
Et anderledes fællesskab
Dertil kom, at de etablerede kunstnere
havde for stor en vifte af interesser, der ikke havde med kunst
at gøre. De havde fx etableret en billardklub, en cykelklub og
en bowlingklub. Det gad de unge kunstnere ikke, de ville hellere
tale om kunst. De var også mere opmærksomme på, hvad der foregik
i udlandet.
Man kan sige det på den måde, at de unge
kunstnere var mere udadvendte end de etablerede kunstnere, og
gennem det oprør skabte de helt nye retninger, som den dag i dag
afspejles i den kunst, men bl.a. kan se på Wien Museum.
Wien Museum har i sagens natur Wien som
tema. Hér kan man opleve Wiens historie i permanente
udstillinger, finansieret af byen Wien. Velvidende, at der er
brug stadigt skiftende aktiviteter for at tiltrække publikum til
museet, har man friheden til at etablere særudstillinger som
den, vi nåede at se om Wiener Secessionen. I praksis er der i
øvrigt gratis adgang til den permanente udstilling, hvorimod man
skal betale entré for at se særudstillingerne. Et interessant
set-up, egentlig.
Særudstillingerne skal blot inkludere Wien, og det kan man jo
ikke komme uden om, at Gustav Klimt gør. Men hans samtids
kunstneriske kolleger især i Berlin og München var også
repræsenteret på museet, hvor man udstillede 76 kunstværker,
foruden Klimt skabt af anerkendte secession-malere som bl.a.
Franz von Stuck og Max Liebermann. Udstillingen var i øvrigt
stablet på benene i et samarbejde med statsmuseet i Berlin, hvor
man forinden har kunnet se den samme samling.
 |
