Road-trip til Wien:

House of Strauss og mødet med en ægte Strauss

Af Søren Clauding – november 2024

For rigtig mange mennesker verden over, ikke mindst i Danmark, er det tradition at overvære TV-dækningen af Nytårskoncerten fra Wien. De anerkendte Wiener Philharmoniker underholder TV-seere i over 90 lande med valsetoner, skabt af især Strauss familien, som på det nærmeste har gjort de melodiøse ”Walzer” til allemandseje. De kan da også i Wien opleves året rundt.

Forinden vores besøg i Wien opnåede vi det næsten utænkelige, at aftale et møde med ingen ringere end Prof. Dr. Eduard Strauss, hvis tipoldefar var grundlæggeren af Strauss dynastiet, Johann Strauss I (eller den ældre) – eller Johann Strauss Vater, som man ynder at kalde ham i det østrigske fædreland. Eduard Strauss og hans søn Thomas er de eneste nulevende i Strauss familien, der kan føres i lige linje tilbage til Johann Strauss Vater.

Johann Strauss I (Vater) grundlaget dynastiet, hvor især valsekongen i midten, Johan Strauss II (Sohn) opnåede verdensomspændende berømmelse. På billedet til højre er Vater og de tre sønner præsenteret på væggen i House of Strauss. Eduard Strauss' oldefar er Eduard I yderst til højre.

For en ordens skyld, for Strauss navnet spøger også i andre sammenhænge i musikhistorien. Den tyske komponist, Richardt Strauss, har også opnået international anerkendelse, og han levede nogenlunde samtidig med Johann Strauss Vater. Men han har ingen familiemæssige relationer til de østrigske navnefæller.

Valsekongen

Hvad berømthed angår, er det østrigerne, der scorer højest. Det skyldes især Johann Strauss II (eller den yngre) – eller Johann Strauss Sohn – som i sin levetid og eftertid er kendt som valsekongen. De fleste af de valse, man kender, er komponeret af ham. Han var den ene af tre sønner til Johann Strauss Vater. De to andre var også musikere på højt niveau og hed hhv. Josef og Eduard. Hvad efterkommere angår leverede Johann Strauss Sohn ikke nogen, man kender til. Josef var komponist og dirigent, men han døde blot 42 år gammel, paradoksalt nok efter et fald fra dirigentpodiet.

Eduard Strauss var den mest hårdføre af de tre. Han ernærede sig også som komponist og døde i en alder af 81 år så sent som i 1916. Hans efterkommere blev meget originalt døbt Josef, og Josef fik så Eduard II, som er den nulevende og 69-årige Eduard Strauss’ far.

Lyt til Rejseprogrammet, 2. afsnit, del 4 House of Strauss - Prof. Dr. Eduard Strauss

Mini podcast, samtale med Prof. Dr. Eduard Strauss om Strauss familien og ham selv - på tysk

Et møde i historien

Det var sidstnævnte, vi mødte, og det var virkelig som et møde i historien. Det skyldes måske ikke mindst, at Eduard Strauss, som både bærer ærestitlen Professor (tildelt af byen Wien) og også er Doctor, på sin fars anbefaling fravalgte at gå i de musiske fodspor (det var en ubarmhjertig kamp, man dér skulle kæmpe, for at gør sig gældende), og i stedet studerede jura. Det bibragte ham Dr. titlen, og han arbejdede siden i en årrække som dommer.

Og så har han i den grad brugt tid på at forstå og formidle sin berømte families præstationer. Den viden fik fuld udfoldelse, da hans indspark var grundlaget for at kunne åbne ”House of Strauss” som museum 25. oktober 2023. Johann Strauss Sohn har selv siden 1837 spillet i den musiksal, som var indeholdt i Casino Zögernitz (Casino er ikke en spillesal, men kommer af det italienske casa, altså hus) på Döblinger Hauptstrasse 76 nordvest for bymidten i Wien (man kan med fordel køre dertil med Sporvogn linje 37…).

Det med andre ord det originale Strauss sted i Wien, indrettet i samarbejde med den originale Strauss.

Et møde hjertelig og åbenhed

Og vores møde med ham? Det fandt sted i hjertelighed, og Eduard Strauss fortalte i en åben dialog om familien, fortiden og gav også en idé om fremtiden – men den lader vi ham selv håndtere.

I radiosnakken, der i sin fulde længde også kan høres som en mini-podcast, fortæller Eduard Strauss, bl.a. hvad han opfatter som ”Strauss”.

Eduard Strauss forklarer, at ”Strauss”, som begreb er musik, alle kan forstå. Hans familie går direkte i hjertet på folk, i kroppen, man får lyst til at danse og egentlig glemme alle problemer. Det handler om bevægelse, og Strauss-musik er bevægelsens musik, siger Eduard Strauss. Det har også med den helt særlige egenskab, som kendetegner valsetakten at gøre.

Eduard Strauss peger på, at i vals kommen man som partnere helt tæt på hinanden. Det kan både være skønt, hvis man som dansepartner har lyst til nærheden – men det kan også gå hen og blive helt farlig, siger han med et glimt i øjet. Modsat for eksempel polka og galop-dans svæver man i en vals i den stadig drejning. Det bringer en slags evighed ind i valsen.

Og så er der spørgsmålet om den vel nok mest berømte vals nogensinde, ”An der Schönen Blauen Donau” (Ved den skønne blå Donau), som ifølge Eduard Strauss ikke er så skøn og blå – og heller ikke var det, da Johan Strauss Sohn skrev den.

Donau anno 2024: Den lille snært af blå farve skyldes himlens spejling i vandoverfladen...

”An der Schönen blauen Donau” blev til som en reaktion på, at Østrig i 1866 tabte slaget mod den tyske stat Preussen, og det var en politisk katastrofe. Dertil kom, at koleraen hærgede i landet og så fulgte en finanskrise. Derfor forbød kejserrigets ledelse, at man dansede under karnevalet i 1866. Alligevel syntes man, at man ville gøre et eller andet, så den dengang betydningsfulde sangforening sammensatte en fire timer lang koncert, og midt i den kunne man så høre ”An der Schönen blauen Donau”.

Den handlede om tidens problemer, ikke mindst i Wien, der ligger ved Donau-floden, og som dengang heller ikke var særlig skøn og blå, hvilket også dengang var ret problematisk. Sangen var med andre ord satirisk og så endte den op med løsningen: Når det går os dårligt, og alt andet går galt, har vi én mulighed: Vi kan danse. Som sådan er Donau-valsen en slags trøst. Man måtte ikke danse, men musikken gjorde at man kunne føle dansen inden i sig, man kunne føle at man trods alt levede, så at sige.

Og Eduard Strauss kunne føje til, at da hans far i forbindelse med en turné i Japan engang i 1960’erne skulle spille Strauss for japanerne, modtog han efterfølgende en hilsen fra en japansk dame, der havde gået med selvmordstanker. Men inden hun førte dem ud i livet, var hun gået til en Strauss koncert, og den fik hende til at komme på bedre tanker.

Det er kendetegnende for Strauss musikken, at den er livsbekræftende, altså også helt derud, at den kan redde menneskeliv. Det er den tradition, den viden, som Eduard Strauss i dag er eksponent for. Han er som nævnt den første originale Strauss, som ikke er gået musikvejen i sit erhverv. Hans far frarådede ham det på grund af det stadig hårdere miljø, som fandtes i musikbranchen.

Han synger dog i sit private liv aktivt i kor og er yderst entusiastisk. Og fastslår, at uanset hvad andre måtte hævde, så er House of Strauss det originale Strauss-domæne, det er dér man kan opleve den originale historie, iscenesat på baggrund af Eduard Strauss omfattende viden og musikforståelse.