- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

San Franciscos skyline set fra nord, sådan cirka på linje med Alcatraz.


San Francisco:

Elsk den eller giv den i det mindste en chance…


af Søren Clauding - februar 2015


San Fransisco Del 1

 

San Fransisco Del 2


Læs også: San Francisco kort >>>


San Francisco var slut destinationen på bilturen fra New York på tværs af det amerikanske kontinent. Undervejs havde temperaturerne nået 40+ og dukkerterne i Stillehavet i de luksuøse omgivelser i Santa Monica, i Beverly Hills og Hollywood lå stadig i blodet, da der opstod en uventet nedkøling. Måske var netop denne kontrast i vejr og omgivelser samt byens uventede ganske anderledes sjæl udslagsgivende for den første umiddelbare reaktion: Det var ikke præcis som forventet.

 

Forklaring:

For ringe forberedelse til en by, der kræver forberedelse. Som europæer er vi nemlig ikke vant til et stort antal hjemløse. Rejser vi desuden i sommerperioden til et sted, der ligger på samme breddegrader som det sydlige Spanien, forventer vi varme. Og har vi set de solbeskinnede gyldne fotooptagelser af den imponerende Golden Gate Bridge (alene navnet øger forventningerne), er det ikke en stiv blæst, temperaturer på omkring 16-17 grader, måske 20, når det går hårdt for sig midt på eftermiddagen, når solen er trængt gennem diset og en bro, pakket ind i havgus, der skruer op for begejstringen. Det er som at besøge Paris uden at kunne se toppen af Eiffeltårnet.

 

Når så forventningerne er kølet ned (i bogstavelig forstand) og man har kløet sig i nakken og sagt til sig selv, at der må være en grund til, at så mange er meget glade for den kendte Californiske storby, begynder man så småt at forstå, hvad det handler om.

 

Helt sin egen

San Francisco skal ikke sammenlignes med andre amerikanske byer. Den KAN ikke sammenlignes med andre. Den er helt sin egen, har sin egen sjæl, og sjælen er en god kombination af den position, der har opnået siden den fik vokseværk, fordi man troede at her skulle der findes guld, og dens evne til at overleve selv de vanskeligste naturkatastrofer.

 

 

 

Guldet ligger nu til dags bl.a. i fiskeriet. San Francisco bugten byder på en stor bestand af forskelligartede fiskearter fra rokker og hajer til skaldyr og ansjoser. Det kan man forvisse sig om i det lille, men interessante akvarium på Pier 39 i Fishermans Wharf, byens forlystelseskvarter mod nord, for foden af de 43 bakker, som også rummer mulighed for at beskue Golden Gate Bridge, sådan lidt på afstand, hvis man altså kan lade sig nøje med bropillerne…

 

Kabelsporvogne

Kabelsporvognene er en unik del af bybilledet. Opfundet i 1873, truet med udslettelse men heldigvis stadig i fuld funktion – i hvert fald nogle få af linjerne. I ferieperioden står turisterne gerne i kø og fryser i både i halve og hele timer for en tur med byens klenodie, dens varemærke, dens attraktion. Og sporvognene indhylles da også kun sjældent i dis og tåge.


Søløverne lever i San Francisco bugten og ynder at sole sig på flyde-platforme, der er etableret til formålet som en del af Pier 39 - en tæt bebygget mole (billedet til højre), der rækker mod nord ud i San Francisco bugten og er et yndet turistmål.

 

På Pier 39 finder man bl.a. et lille akvarium, der viser de fiskearter, der findes i san Francisco bugten.


”Naturfænomenet San Francisco” byder på smukke omgivelser, øer og halvøer, og også det særlige vejrlig, som skyldes, at kolde strømme fra Alaska passerer forbi fra nord langs Stillehavskysten. Det er muligt, at det er koldt, men kommer man fra Skandinavien er vi jo vant til køligt vejr og kan forberede os. Hvis man altså husker at gøre det.

 

Byens sjæl

San Franciscos sjæl er dens vejr, dens natur og dens historie. I 1906 blev byen næsten helt udslettet af jordskælv, i 1989 var det rigtigt galt med endnu et stort skælv, som ødelagde for milliarder af dollars og kostede 62 menneskeliv. Det er imidlertid svært at se, anno 2014, hvor byen med stribevis af skyskrabere ser ud som om intet er hændt. San Francisco overlever, fordi befolkningen vil overleve.

 

Derfor er der også grund til, at have tillid til at problemet med den store hjemløshed bliver løst. Hjemløsheden ER stor, for få år siden var tallet over 20.000 (i en by med blot 800.000 indbyggere – medregnes omegnen ikke mindst på Oakland, er tallet dog over 3 millioner). Ingen amerikansk by har så stort en udfordring med hjemløse.


De hjemløse præget bybilledet i San Francisco. For 20 år siden eksisterede problemet ikke. Vi håber, at det amerikanske samfund før eller siden får grebet fat omkring udfordringen og sikrer de mange mennesker en værdig tilværelse.


Man kan sige, at det er et resultat af den amerikanske livsform, hvor enhver er ansvarlig for sit eget liv. I dag er problemet imidlertid så markant, fordi det også inkluderer uddannede mennesker, der uden socialt sikkerhedsnet ikke kan betale for et hjem, når de mister deres arbejde. Det er der tradition for, at det amerikanske samfund på længere sigt ikke vil acceptere, og så bliver der formentlig taget hånd omkring problemet.

 

I mellemtiden kan man som turist bidrage til at umiddelbart at lindre smerten med et par dollars eller en sandwich til dem, der ser ud som om de trænger hårdest. På den måde bidrager den arbejdende lokalbefolkningen i rigt mål allerede.


Værdifulde links til san Francisco:

 

San Franciscos officielle website

 

San Franciscos rejseorganisation

 

San Francisco City Pass

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>