- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den store banke sydvest for Fanø er indtaget af sælerne. I ro og fred og lader de sig betragte på tæt afstand af det publikum, der har vadet 1,7 kilometer over våd havbund for at få den unikke oplevelse.


Fanø: Vadetur i Vadehavet, østers og Fanø øl


Af Søren Clauding - august 2017


På Vadetur i Vadehavet med Jesper Danneberg Voss. Udvidet version af interviewet i Del 4 af Rejseprogrammet om Fanø.


Hvis nogen skulle være i tvivl: Vadehavet hedder vadehavet, fordi man kan vade rundt i det. Hvor svært kan det være. Ved Fanø trives tidevandet og med 6 timer og 12 minutters mellemrum strømmer vandet ude fra Atlanterhavet gennem Vesterhavet henholdsvis ind over de store strande, der omgiver den 15 kilometer lange ø, og væk igen.

 

Det er forskelligt, hvor store sandarealer, der afdækkes, bl.a. fordi vind og vejr også spiller en rolle – det er ikke alene månens tiltrækningskraft og jordens centrifugalkraft, der afgør niveauet. Men på den sydlige del af Fanø, som er særlig velegnet til at opleve det unikke naturfænomen, er niveauforskellen omkring 1,6 meter.

 

Vadetur på 1,7 kilometer

Når det er på det laveste, kan man vade ikke mindre end 1,7 kilometer ud over den våde havbund og styrer man den rette vej, vil man på kanten af den tidevands rende, der dirigerer en del af tidevandet om på østsiden af bl.a. Fanø, kunne se sæler på den såkaldte sæl-banke. Sælerne ligger på den store sandbanke i ro og fred, vel vidende, at de godt kan tage et smut over renden og iagttage de mennesker, der tror, at det er dem, der kikke på sæler (og ikke sælerne, der kikker på mennesker), i sikker afstand og på eget initiativ.

 

Silende regn er ingen hindring

Da radioindslagene om sæl-banken og tidevandet blev optaget ifm. vores besøg på Fanø, silede regnen ned. Det var køligt, lidt blæsende og utrolig vådt. Men i Danmark er vi vant til ustadigt vejr, så den rette påklædning (regntøj og bare tæer) gjorde oplevelsen endnu mere unik.


 


Man skal færdes med omhu, når man vader ud i vadehavet første gang. Derfor er det anbefalelsesværdigt, at tilmelde sig en guidet tur. Vores guide var ingen ringere end Jesper Danneberg Voss, som på den halve snes år, han har boet på øen (efter mange år i Luxembourg) i vores øjne er blevet lidt af et skoleeksempel på, hvordan en øboer må sammensætte sit liv for at overleve.

 

Østerskongen

Jesper Danneberg Voss’ karismatiske personlighed og formidlingsevne på ethvert niveau var forbilledlig. Foruden hans store viden og evne til at informere om Vadehavet på en underholdende og fængslende både, er han ekspert i øster og kendt som ”Østerskongen” – The Øyster King (nej, det var ingen stavefejl). Foruden sæl-turene arrangeres der derfor også østersture med Jesper i spidsen. Og som et kuriosum arrangerer rederiet bag Fanø-færgen, Færgen, en østersfestival på Fanø i uge 42.

 

Jesper selv ernærer sig foruden gennem vadeturene i Vadehavet som medarbejder ved det lokale Fanø Bryghus, og han er en hyppig gæstekok ved østers festivaler rundt om i Europa, hvor hans fantasifulde tilberedning af østers (som bl.a. en af verdens mest anerkendte restauranter, Noma i København, har taget til sig) har gjort ham internationalt kendt. Han har desuden udgivet bogen The Øyster King, som er god at få appetit af og siden giver opskriften på, hvordan den stilles…

 

…og som endnu et kuriosum: Vi mødte ham første gang, endnu inden vi havde være på tur med ham, på hovedgaden i Nordby på Fanø, i fuld sving med, at tilberede østers for en af de lokale restauranter.


Her kan man booke sin vadetur til sælbankerne

 

Her kan man læse om Østerskongen og booke en østers safari

 

Her kan man læse mere om Fanø Bryghus


 

Fanø Bryghus er ikke stort, men man kan brygge sit helt eget øl. Hér har en amerikansk gæstebrygger udtrykt sin egen uforbeholdne mening om det nye amerikanske topstyre.

 

Østers henter man selv i Vadehavet, bogen derom skriver man selvfølgelig også selv og siden tilbereder man også selv retterne, som man selv har opfundet og skrevet om i bogen. I hvert fald når man er Jesper Danneberg Voss. Han er ikke for ingen ting The Øyster King - og et værdifuldt aktiv for Fanø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>