- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Le Mont Saint Michel:
Et af verdens mest unikke rejsemål
Af Søren Clauding - august 2019
  Læs også:
 
Autentisk overnatning på Le Mont Saint Michel



Mange kender formentlig den eventyragtige klippeø i engelske kanal, en lille kilometer fra den franske kyst. Om ikke andet så fra billeder. For Le Mont Saint Michel er et af verdens mest unikke rejsemål, med sin magiske stræben mod himlen og verdens uden sammenligning største tidevand. Men der er langt derud, hvis man kommer fra Danmark, lige så langt som ville man køre til den franske middelhavskyst, og derfor er stedet ikke umiddelbart så besøgt af danskere.

Der er heller ingen Tivoli, forlystelsescentre eller andre typer af underholdning i nærheden. Alligevel er det ikoniske bygningsværk et sted, man ikke kommer uden om, hvis man vil opleve og forstå den europæiske kultur og århundredes udvikling.

Allerede i begyndelsen af vores tidsregning blev klippeøen, der måler omkring 900 meter i omkreds, befæstet og da kristendommen så småt begyndte at blive udbredt, var det oplagt, at Le Mont Saint Michel også skulle have en religiøs betydning. Navnet er da også først kommet til, efter at biskoppen af Avaranches i 708 af selveste ærkeenglen Michael blev pålagt at opføre en kirke og et kloster.
Man skal naturligvis gøre, hvad en ærkeengel befaler, det forstod befolkningen dengang, og så gik byggeriet i gang.

Over årene udviklede Saint-Michel bjerget sig. Kirken og klostret blev udbygget, der opstod en helt lille landsby på sydsiden, der førte op imod det himmelstræbende byggeri på toppen af øen, og fascinationen var næppe mindre dengang end i dag. Formentlig snarere tusinde gange tværtimod. Verden havde dengang ikke helt så meget at byde på som nutildags.

Le Mont Saint Michels historie er beskrevet i detaljer af utallige historikere og eventyrer. Dem skal vi ikke gå i bedene i disse spalter, men en lille aktuel opdatering er måske på sin plads, for vi kan ikke andet end at opfordre til at lægge turen omkring det eventyrlige sted, som både er registreret som UNESCO verdensarv i kraft af sin kultur og sin natur.
Hvad det sidste angår, er tidevandet også enestående, det største i verden, har eksperter fastslået. Man har mål op til 14 meter forskel på ebbe og flod - men bare rolig, det er ikke hverdagskost.

Den nye dæmning er en del af et omfattende øko-projekt ved Coesnon-flodens udmunding, der også inkluderer den bro-lignende "ventil", der skimtes bagest i billedet.
Til gengæld har man i Frankrig gjort op med den udvikling, stedet over en årrække har været truet af. Ikke på grund af klimaforandringer, men fordi aflejringer fra tidevandet fik havbunden til at stige, netop på grund af tidevandet (og måske også hjulpet af den menneskeskabte dæmning, der i over hundrede år har betydet, at turister og andre kunne komme tørskoet derud - også ved højvande). I 2015 indviede man en ny adgangsvej i form af en bro, og skabte en delvis naturlig løsning på aflejringsproblematikken ved at bygge en “ventil” lidt oppe ad floden Couesnon (læs mere om den fornemme økoløsning hér >>>)

Praktikken…

Le Mont Sant Michel ligger præcis ud for grænsen mellem Bretagne og Normandiet på den nordlige del af Bretagne “halvøen”, i princippet i Den engelske Kanal. Det er klart det letteste, at køre dertil i bil, og kan man gøre det i en Toyota RAV4 Hybrid, som vi havde anledning til, hænger tingene ekstra godt sammen, for en hybridbil er ikke så miljøbelastende som en konventionel bil - og så er der oven i købet også penge at spare undervejs (læs mere om langturen i Toyotas avancerede RAV4 Hybrid hér >>>). Af samme årsag har man bygget store parkerings-arealer på fastlandet og etableret et velfungerende shuttle-bus system, som uden afbrydelse fragter gæsterne ud til øen. Busturen er gratis, men parkeringen koster penge (se priser og betingelser hér >>>).

De specialbyggede busser har styrehus i hver ende, så de ikke behøver vende ved Le Mont Saint Michel. Men de er dieseldrevne og forurener noget mere end den Toyota RAV4 Hybrid, vi anvendte ifm. besøget på den ikoniske klippeø. Så langt havde man ikke tænkt - der er plads til forbedring.
 
Nu til dags kan man ikke køre ud til Le Mont Saint Michel - heller ikke (af sikkerhedsmæssige årsager - det er OK) i en lavt forurenende Toyota RAV4 Hybrid. Den måtte parkeres på de store parkeringsarealer, men checkede dog ind som elektro-bil (automatikken var storartet, men p-afgiften var den samme som konventionelle biler).

Vi kørte til Le Mont Saint Michel i en lavt forurenende Toyota RAV4 Hybrid SUV. Se videoen, få mere at vide
om målet for køreturen og ikke mindst en idé om, hvordan en sådan bil klarer en lang tur gennem Europa.

Der er campingpladser i nabolaget og hoteller tæt ved parkeringspladsen. Vi valgte imidlertid at bo på selve øen i det historiske Hotel de la Mère Poulard (link til La Mère Poulard >>>), men hotelkæden, som Le Mère Poulard tilhører, har også hotel på fastlandet, lige ved den nye bro, med udsigt til klippeøen. Hvis man vil slippe for at slæbe sin bagage de sidste par hundrede meter fra bus-stoppestedet og ud på øen, er den løsning at foretrække. Som hotelgæst på øen har man dog omvendt adgang til den parkeringsplads, der ligger nærmest busstoppestedet på fastlandet, og er man heldig, skal man så hér blot gå 50 meter.

Selve besøget på Le Mont Saint Michel er gratis, der skal dog betales omkring 10 Euro for at få adgang til klosteret, og med 3 millioner besøgende om året, er priserne på øen naturligvis ikke de laveste. Omvendt kunne det være meget værre. Et måltid mad med drikkevarer for 4 personer er muligt at få for 80 Euro, oven i købet med en enestående udsigt og unik atmosfære som en del af oplevelsen.

Autentisk overnatning på Le Mont Saint Michel >>>


Tidevandet kommer og går et par gange i døgnet. Når det er ebbe, kan man gå på havbunden, men nu til dags må man ikke gå rundt om øen uden guide.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>