Oplevelsesøen Samsø
af
Søren Clauding - september 2013
Midt mellem Jylland
og Sjælland, med udsigt til Århus, Ebeltoft, Røsnæs og Nordfyn
ligger Samsø. I de rolige danske farvande, hvor der skal mere
end en hård efterårsstorm til at bringe Samsøfærgen ud af den
sikre ro, hvormed den dagligt transporterer tusinder af
mennesker frem og tilbage mellem Samsø og Jylland/Sjælland (læs
om SamsøFærgen hér >>>).
Heldigt nok, for
netop ro, ro og atter ro er det, der kendetegner den smukke solskinsø, en ø med ø-kultur,
ø-atmosfære, en unik kultur og natur - men også med masser af oplevelses-
og aktivitetsmuligheder for den, der ikke vil tilbringe hele
opholdet med solbadning, restaurationsbesøg og shopping i de
lokale butikker.
Smagen af Øen
Ikke, at sidstnævnte
ikke er en option. Samsø er stort set selvforsynende, det er
oven i købet et politisk mål, at øen skal være det, og overalt kan man købe grøntsager og frugt fra småboder foran
beboernes bopæl. Ofte er der mikro-loppemarkeder, hvor man kan
gøre et godt køb. Mere sat i system er f.eks. den gamle
købmandsbutik i Ballen, hvor man ganske enkelt faldbyder "Smagen
af Øen", som inkluderer lokale snapse, en beskeden, men efter
sigende udmærket vinproduktion og meget andet god for ganen (læs
om Smagen af Samsø hér >>>).
Gode restauranter
Restauranter finder
man overalt. Vi kan anbefale Restaurant Skipperly i Ballen, hvor
man serverer gode lokale retter, et
overdådigt sildebord bør
prøves, med udsigt over lystbådehavnen og Kattegat. Eller "Vadstrup
1771", midt på øen. En eksklusiv landevejskro, som man skal
vide ligger der. Hér serveres de bedste eksempler på gourmet i
højeste klasse - oven i købet til rimelige priser
(læs mere om spisesteder vi kan anbefale
- læs mere >>>).
Det er noget
af det, der også kendetegner Samsø - prisniveauet er generelt ikke
præget af, at øen er sommerhjem for stribevis af kendte og
formentlig også velhavende danskere med smag for at kunne trække
sig ud af mediernes og projektørernes søgelys. Også det lille
røgeri, Smokehouse, i miniaturehavnen i Langøre, kan anbefales.
Deres laks og fiskefrikadeller er uovertrufne - ligesom udsigten
og solnedgangen.
Danmark er samlet
Vi besøgte Samsø,
ikke mindst for at afdække øens aktivitetsmuligheder. Naturen er
der overalt, nogen siger at eksempler på hele Danmarks natur er
samlet på Samsø, måske lige med undtagelse af Bornholm, Grønland
og Færøerne. Den er i sig selv en oplevelse værd, både på et
længere ferieophold og på en hurtig weekendtur. Men
naturoplevelsen kan glimrende kombineres med egne aktiviteter.
Vi fik en længere
ridetur hos Ann Chanett Glundal Sørensen. Foreløbig har stedet
intet navn, for det er forholdsvis nyetableret. Men Ann Chanett
kan sit metier og muliggør, at både erfarne ryttere og totalt
nybegyndere kan få en oplevelse udover det sædvanlige (læs
mere om tur-ridning hos Ann Chanett Glundal Sørensen hér >>>)
Bussen
En af Samsø's største
berømtheder er "Bussen". En 18-sædet Chevrolet Six fra
1934, der ifølge den nye ejer har kørt rutebilsfart på øen helt frem til 1969. Det
hævdes, at den
havde den ene af hovedrollerne i det danske
lystspil "Bussen" med Dirch Passer i den anden hovedrolle. Om
det er præcis den veteranbus, der kører på Samsø, eller en lignende bus er
der delte meninger om. Filmen er imidlertid fra
1963, det er 50 år siden og det var for os en ekstra god anledning til
at tage en køretur i den flotte bus.
Ifølge den nuværende ejer,
Svend Larsen fra Ballen, har bussen efter 1963 haft en
omskiftelig tilværelse, bl.a. som museumsbus i Tyskland. Svend
Larsen købte bussen og han kører nu sightseeingture med den på
Samsø. Oprindeligt var det Svends svigermor, der drev det
selskab, som stod for buskørslen tilbage i 1960'erne (læs
mere om sightseeing bustur på Samsø >>>).
Om det er den
originale filmstjerne (som i givet fald er kraftigt renoveret og
ombygget - Svend siger da også selv, at han er det eneste
originale, der er tilbage, og det er nok den reelle sandhed) er
dybest set uinteressant. Det er en enestående oplevelse at køre
rundt i den gamle bil, som godt nok ikke helt er dekoreret som
bussen i Bussen, men ellers opfører sig på nogenlunde samme måde.
Og flot er den - faktisk flottere end bussen i Bussen!
Aktivt
landbrugsmuseum
En ganske ny
aktivitet på Samsø er Landbrugsmuseet i Ørby. Det er Ivan
Laursen, der har en passion for gamle landbrugsredskaber og han
har i et par sammenbyggede lader udstillet et prægtigt udvalg af
gamle traktorer, mejetærskere, halmpressere, selvbindere osv. De
er alle i funktion og deltager, trods deres alder, fortsat i
landbrugsarbejde i en snæver vending. I interview'et til
Rejseradioen antyder Ivan, at hvis man taler godt for sig og
tingene iøvrigt passer sammen, er det ikke umuligt, at man kan
få en køretur på et af de gamle køretøjer (læs
mere om Landbrugsmuseet på Samsø hér >>>).
Visit Samsø
På Samsø er der
et utal af aktivitetsmuligheder. Det er i vidt omfang samlet på
en udmærket webside,
www.visitsamsoe.dk. Vi nåede kun en brøkdel, men i flæng kan
nævnes: Samsø labyrinten, verdens største (jf. Guiness
Rekordbog) med garanti for ikke at blive efterladt, fordi man
ikke kan finde ud, Feriecenter Samsø, hvor man kan klatre på
klatrevæg, svømme i swimmingpoolen, spille bowling, minigolf og
meget andet. Samsø Downhill er en sjov oplevelse inde i en
såkaldt Zorbbold. Man kan tage en sejltur ud til et stort
sæl-reservat eller kikke på hav-vindmøller, man kan køre i
hestevogn, naturligvis også på cykel - og man behøver ikke
medbringe sin egen, der er en smuk rosenhave, en stor 18-huls
golfbane og meget, meget andet.
Overnatningsmuligheder
Der er flere meget
smukke campingpladser på øen, især kan anbefales Strandskovens
Camping, hvor man kan
campere direkte på stranden. De er dog
alle lukket i vinterhalvåret. Og stribevis af kroer og hoteller.
Man skal imidlertid se sig godt for. Vi ramte ind i Nordby Kro.
Betjeningen var venlig og imødekommende, morgenmaden udmærket
med mulighed for at få opfyldt egne ønsker, men værelsesstandarden
levede ikke op til prisen. Det er unge mennesker, der for
nylig har overtaget driften, så de skal vel have lidt tid, før
det fungerer rigtigt. Alternativt kan vi anbefale førnævnte "Vadstrup
1771", som foruden fremragende mad i hyggelige historiske
omgivelser har smukke værelser og et lille galleri - til stort
set samme priser (find
link til Vadstrup 1771 hér >>>).
Læs mere om de
enkelte emner:
Transport til og fra Samsø >>>
Ridning på Samsø under kyndig vejledning >>>
Aktiviteter på Samsø >>>
Bussen >>>
Landbrugsmuseet >>>
Nordby Kro >>>
Spisesteder vi kan anbefale >>>
Relevante links:
Inspiration og information
om Berlin finder man bl.a. hos Samsøs Erhvervs- og turistcenter >>>
|