Trier: Park Plaza Hotel

Tæt ved alting i den historiske bykerne

Af Søren Clauding – december 2025

Trier er en gammel by, Tysklands ældste faktisk, med rigtig mange historiske og fredede bygninger. Det gør ikke hoteldrift til det letteste i denne verden. Ikke desto mindre ligger Park Plaza Hotel så tæt på bymidten, som man næsten kan komme. Det tager kun 5 minutter at nå den centrale Marktplatz, og de vigtigste seværdigheder ligger indenfor 10 minutters gang. Beliggenheden er hotellets allerstørste kvalitet.

Direkte udenfor er en trafikeret busholdeplads. Det er praktisk, hvis man benytter offentlig transport. Og kommer man i bil, er der en offentlig parkeringskælder direkte under hotellet med direkte adgang til foyer og værelser. Omgivelserne er som de nu er. Det er ikke muligt, både at have udsigt over Mosel floden og samtidig kort afstand til Porto Nigra, domkirken, de gode restauranter m.fl.

Hotellet har konferencefaciliteter, herunder en tagterrasse med en vis udsigt. Se billederne og tag selv stilling. Tingene fungerer, betjeningen er rimelig, og igen: Et hotel på kanten til den historiske by – det giver visse udfordringer.

Tegterrassen hører til konference-afsnittet.

Standardværelse: Værelse og det snævre badeværelse. Nedenfor tv: Udsigt fra værelse samt suite.

Interiøret i det forholdsvis store standardværelse minder lidt om fortiden. Badeværelset var lille og dekorationen ikke udpræget inspirerende. Men smag og behag er som bekendt forskellig og hotellet disponerer over nogle få suiter, så hvis man vil og der er plads, kan man betale sig til mere. Prisniveauet er dog generelt ikke lavt, så vi kan vi konstatere, at det altså koster, at være tæt på seværdighederne. Vi havde imidlertid forventet en bedre rengøring.

Hotellet er under renovering, og måske standard bedre i fremtiden. I alle tilfælde ser fællesfaciliteterne, altså foyer, bar og restaurant udmærket ud. Morgenmadsoplevelsen var så som så, men hotellet havde fulde huse under vores besøg, og det virkede som om at det var lidt for meget for personalet. I restauranten var der generelt for lidt plads ved det enkelte bord og akustikken umuliggjorde almindelig samtale (hvad de mange tilstedeværende gæster så forsøgte at kompensere for ved at tale højere…).