|

Welcome Hôtel i
Villefranche-sur-Mer:
I autentiske omgivelser:
Garanti for havudsigt og egen
balkon
Af Søren Clauding – april 2015
Flere fotos fra Welcome
Hôtel >>>
Welcome Hotel i Villefranche-sur-Mer - Interview med direktør
Cathrine Sigwalt
Da
Catherine Galbois-Sigwalt for få år siden igangsatte en målrettet
opdatering af det historiske Welcome Hôtel, som ligger direkte
på havnepromenaden i den hyggelige Villefranche-sur-Mer få
kilometer øst for Nice, ramlede hun ind i en måske lidt
konservativ tilgang til moderne tænkning hos visse franske
myndigheder. Derfor er der dobbelt grund til at have respekt for
hendes resultater: I dag har Welcome Hôtel balkon’er ved
samtlige værelser og samtlige værelser har havudsigt.
De
to fordele er ikke uvæsentlige, for vælger man et hotel, hvor
afstanden til de lokale fiskere blot er bredden af den lille
blinde vej foran hotellet, er netop livet, den østvendte
udsigt og naturoplevelsen det, der bringer opholdet i på niveau
med de fire stjerner, renoveringen førte med sig. Morgensolen
bringer gæsterne ud af fjerene i en fart, for den drager
opmærksomheden til sig, den smukke udsigt over halvøen Cap
Ferrat, nysgerrigheden efter hvad der foregår for foden af
hotellet, lysten til at tage del i den. Det er der alt sammen.
Familieprojekt
Welcome Hôtel ligger som den første bygning på den lille
havnepromenade. Der har det ligget siden det forrige
århundredeskifte og Catherine er tredje generation af den
familie, der med entusiasme og engagement har drevet
hotelvirksomheden siden da. Hendes bror, Charles, arbejder i
receptionen og i baren, medarbejderne udviser den samme
attitude, man føler sig med det samme velkommen og dermed lever
hotellet helt op til sit navn.
Værelserne er størrelsesmæssigt af den mere kompakte slags på et
4-stjernet hotel. De renoveres til stadighed og hotellet har
også påbegyndt en tematisk indretning, så man f.eks. kan bo på
et værelse, der uomtvisteligt lever op til det at bo på et skib:
Det er indrettet som var det en skibskahyt. Værelset vugger
ikke, men det er der også råd for. Foran hotellets hovedindgang
ligger en moderne Yacht, som man kan leje – med kaptajn, for den
hører ikke til i den billige ende, med mindre man sammenligner
med giganterne i Monaco, Nice og Cannes. Sættes sejlene er
oplevelsen enestående, gætter vi på – vi har nemlig ikke prøvet
det… endnu.
Welcome hotellet er en fritstående bygning og oprindelig var der
værelser på begge sider af en central gang på hver etage. Efter
nogle sejre træk med myndighederne fik Christines far lov til at
flytte gangen om i mod bagsiden, så værelserne kunne opnå den
nuværende størrelse. Med den seneste renovering fik man så den
fjerde stjerne for blot fem år siden.
I
fortovsrestauranten nyder man en udmærket morgenmadsbuffet og i
baren kan man se reminiscenser fra den oprindelige bygning, som
vi i en regibemærkning opfangede, var flere hundrede år gammel.

Hotellets styrke er naturligvis nærheden til vandet, de nævnte
balkoner og udsigten. Faciliteterne er OK, men de er ikke de
vigtigste ved besøget. Til gengæld er oplevelsesmulighederne
omkring hotellet ikke at kimse af. Det nærliggende Citadel, bør
udforskes ligesom mange af de andre historiske seværdigheder i
Villefranche-sur-Mer. Og man bør ikke være på de kanter uden at
indtage mindst ét måltid på La Mère Germaine,
den bedste af de mange restauranter, man passerer, når man går til
venstre ud af hotellets hovedindgang.
Regulær vurdering
På
visse punkter er der stadig noget at hente for hotellet, som (lå
det ligesom i luften) har ambitioner om en femte stjerne. Men
der er et stykke vej igen, tør vi godt forudsige. De fire
stjerner er til gengæld regulære, på grund af beliggenheden,
historien, garantien for udsigt og balkon. Og, fik vi aldrig
tidligere bemærket, for det har for mange gæster stor betydning:
En rimelig pris. Et par hundrede Euro i lavsæsonen og naturligt
nok noget mere i højsæsonen. Men det er absolut en attraktiv
pris for et hotel af den karakter.
Vi giver derfor også Welcome Hôtel fire stjerner ud af seks.
Plads til forbedring:
Man
forventer flere toiletartikler på et firestjernet hotel. En
ekstra elevator ville ikke være af vejen, hvis myndighederne
altså tillader det. Parkering kan gå hen at blive en kostbar
fornøjelse i højsæsonen. Til gengæld kan man ofte parkere gratis
for foden af Citadellet, når der ikke lige præcis ligger et
krydstogtskib i bugten, for så er pladserne reserveret
turistbusserne, der skal køre krydstogtgæsterne rundt langs den
fabelagtige franske Riviera.
Welcome Hôtel
3,
quai Amiral Coubert
F-06230 Villefranche-sur-Mer
+33
4 93 762 762
contact@welcomehotel.com
Link til Welcome Hôtel

Udsigten mod øst imod
halvøen Cap Ferrat.

Hotellet ligger
direkte på havnepromenaden. Alle værelser har balkon med
havudsigt.

Der renoveres løbende
og værelset på billederne mangler endnu lidt dekoration.

Badeværelserne er
beskedne - det er sin sag at bygge om i en over hundrede år
gammel bygning - endsige at få lov til det af myndighederne.
Flere fotos fra Welcome
Hôtel >>> |