Radio og podcast om rejser og oplevelser

Lyt til programmerne hér på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter   Podcast   Overnatning   Rejsemål   Transport   Rejseprogrammer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Biltur i kunst, kultur, gastronomi og natur:

Frankfurt – Trier – Mosel – Bernkastel – Koblenz



Frankfurt: Daheim im Lorsbacher Thal:

Æblevin og original husmandskost på højt niveau


Af Søren Clauding – december 2025


Det gamle Sachsenhausen i Frankfurts bycentrum syd for floden Main er ikke hvad det har været. Da vi første gang for henved 30 år siden besøgte den autentiske Frankfurter-bydel osede den af liv i de talrige knejper, bier-garten’er og spændende reatauanter. En del af atmosfæren er gået fløjten over årene, men i hjertet af ”Alt‑Sachsenhausen” ligger “Lorsbacher Thal”, som fortsat og helt unikt har fastholdt historien og den originale atmosfære.

 

Hvis autentisk Frankfurter husmandskost på højt niveau står på ønskelisten over kulinariske oplevelser i Frankfurt am Main, er der ingen vej uden om Lorsbacher Thal eller “Daheim im Lorsbacher Thal” som restauranten rettelig hedder. ”Daheim” kan næsten direkte oversættes til dansk: ”Derhjemme”, for det er grundfilosofien bag ikke bare Lorsbacher Thal men også tre andre gæstgiverier i Frankfurt, som indehaverne ejer, men som vi dog ikke nåede at besøge.

 

Lorsbacher Thal byder på husmandskost, men på et niveau, som ingen med respekt for køkkenchefens indsats vil give den betegnelse. Der er godt nok intet forfinet fransk køkken at spore, men netop med et glas passende æblevin (eller to) dertil løftes man kulinarisk til et sted, hvor kun ganske få mestrer at bringe deres gæster – eller deres venner, deres familie, som driftschef Jonas kalder det i vores mini-podcast derfra.

 

Verdens længste æblevinkort

Lorsbacher Thal besidder verdens formentlig længste æblevinkort med over 300 forskellige valgmuligheder. Det inkluderer dog også æblevin fra hele verden, ikke alene fra den lokale produktion. Uoverskueligt for ikke-kendere, men med kyndig vejledning fra personalet går man kun galt i byen, hvis man ikke er til æblevin – selvom det er synd, for Lorsbacher Thal har selv en omfattende produktion i kældrene under restauranten. Øl og traditionelle vine samt diverse alkoholfri drikke er optioner og ingen ser skævt til, at man træffer sådanne valg, for i Lorsbacher Thal er der plads til alle.


    


Vi har læst, at stedets rødder strækker sig tilbage til 1803, hvor den traditionelle Apfelwein-wirtschaft tog form, og at bygningen stadig ejes af grundlæggerfamilien. Over årene har restauranten oplevet mange skiftende epoker — men i 2014 genåbnede man som “Daheim im Lorsbacher Thal” under ny ledelse, med ambition om at bevare den historiske sjæl og kombinere den med nutidig gæstfrihed.

 

Som sådan afspejler interiøret tradition og varme, med fotos, malerier, bøger, tæpper, puder og levende lys, der skal invitere til hygge og hjemlig stemning.


 


Køkkenet lægger vægt på gode råvarer og klassisk, regionstypisk tysk-hessisk husmandskost. Der bruges ikke smagsforstærkere eller færdigvarer — alt er forberedt fra bunden. Menukortet indeholder både solide, rustikke retter som Rippchen, Haxe (sveinehaxe) og schnitzel samt lettere, sæsonbestemte retter som salater eller pasta med svampe.

 

Man skal dog være parat til, ikke at drive den af i komfortable formstøbte spisestole. Træder man ind gennem den lille port ved hovedindgangen, oplever man en verden med træbænke, levende lys, varm hygge og en stemning, der minder om et gammeldags værtshus.

 

I sommerhalvåret kan man sidde i den hyggelige gårdhave — omgivet af vinstokke og hyggebelysning.


 


Personalet får ofte ros for deres venlige, uformelle service, også når det er travlt. At gæsterne også selv har en vis indflydelse på tonen og behandlingen kan ikke siges mere tydeligt, end Jonas gør det i mini-podcasten, optaget i vinkælderen under Lorsbacher Thal. Tak for det Jonas…


 Podcast - Frankfurt – del 10 - Lorsbacher Thal


   

 

   

En stribe forretter, der samlet kunne gøre det ud for et måltid, bl.a....

 

Fra venstre: Bernds Frankfurter Frikadelle, Original Frankfurter Grune sosse wie Daheim, Salat von der roten beete mit forellenfilet og Handkas Salatchen.

 

Hovedretten...

 

Lorsbacher Kelter-Kotelett.

 

Desert...

 

Kaiserschmarn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>