|
Biltur
i kunst, kultur, gastronomi og natur:
Frankfurt – Trier – Mosel – Bernkastel – Koblenz

Frankfurter Küche på Designmuseum Danmark
En
køkkenrevolution i miniformat
Af Søren
Clauding – december 2025
Siden efteråret 2024 har Designmuseum
Danmark kunnet præsentere et originalt eksemplar af Frankfurter
Køkkenet, som en del af museets permanente udstilling DANISH
MODERN. Køkkenet stammer fra 1930, og er hentet direkte fra en
boligblok i Frankfurt, hvor det havde været i brug helt frem til
2015.
I tiden efter 1. verdenskrig var Tyskland
inde i en kraftig genopbygningsperiode. I Frankfurt var bystyret
helt opmærksom på, at der skulle være plads til alle, også de
borgere, der ikke var de mest velbeslåede, arbejderklassen om
man vil. Og under ledelse af byplanlæggeren Ernst May igangsatte
man et omfattende bygnings– og boligudviklingsprojektet, kaldet
Neues Frankfurt. Byggeriet var langt henad vejen ikke bare
moderne i sin grundform, men omfattede også nogle helt unikke
løsninger, hvor mennesker på sparsom plads og med beskeden
økonomi skulle kunne leve og trives. Frankfurter Køkkenet var en
del deraf.
100 år gammelt
Frankfurter Køkkenet blev oprindeligt
designet i 1926 af den østrigske arkitekt Margarete
Schütte‑Lihotzky. Køkkenet var lille - omkring 3,44 meter langt
og 1,90 meter bredt — og var virkelig designet til at være
praktisk, effektivt og billigt. Køkkenelementerne var monteret
uden bagbeklædning, og der var både en høj og en lav bordplade
samt adskillige skuffer til opbevaring smat typisk også et
strygebræt (læs
mere om Frankfurter Køkkenet i København hér >>>).
Det, der gjorde Frankfurter Køkken så
banebrydende, var imidlertid ikke kun størrelsen men også den
måde, det tænkte arbejdsgang og hjem sammen på – i som en slags
“laboratorie-køkken”, ledsaget af ergonomiske overvejelser,
effektiv bevægelse og praktisk opbevaring. Ved at minimere
afstande og optimere placeringen af vask, bord, komfur og
skuffer, sparede brugeren tid og kræfter ved madlavning og
opvask.
Ligesom IKEA
Desuden var køkkenet ment som en samlet
løsning – dvs standardiseret produktion, modulære komponenter og
industriel fremstilling – hvilket gjorde det muligt, at
installere mange ensartede køkkener i de sociale boligbyggerier
uden at sprænge budgettet. Mon ikke IKEA grundlæggeren har lært
en del af denne filosofi.
Og det vil man gerne vise frem på museet,
for selvom Frankfurter Køkkenet er 100 år gammelt, har det
nemlig betydning den dag i dag. Ifølge Designmuseum Danmark er
idéerne bag køkkenet stadig relevante i en tid, hvor der er
fokus på “tiny living”, bæredygtighed og social ansvarlighed.
Det handler om, at skabe funktionelle hjem med størst mulig
værdi – uden spild af plads eller ressourcer.
At Designmuseum Danmark museet har valgt, at inkludere det
originale køkken i sin “DANISH MODERN”-udstilling er symbolsk.
Det viser, at selvom køkkenet ikke er dansk – i det er
tysk/østrigsk i oprindelse – så er det en central brik i
historien om moderne boligindretning og design. Det understreger
som sådan også, at dansk modernisme og skandinavisk
funktionalisme ikke opstod i et vakuum, men var del af en
bredere europæisk bevægelse.
Design Museum Danmark på Bredgade i København er et af de eneste
museer i verden, der helt fysisk har et originalt næsten 100 år
gammelt "Frankfurter Küche", udstillet som en del af den faste
installation. Hvilket i sig selv er udtryk for det funktionelle,
modulopbyggede køkkens betydning for alle moderne køkkenrum. I
samtalen med museumsdirektør, Anne-Louise Sommer, får vi en unik
indsigt i, hvorfor Frankfurter-køkkenet og derigennem også byen
Frankfurt har så stor betydning også i nutidens ofte hektiske
hverdagsliv.

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer og Design Museum Danmarks
faste installation.
|