
Bernkastel – Moseldalens perle forener historie, vinproduktion
og kultur
Af Søren
Clauding – december 2025
Mosel er egentlig en biflod til Rhinen.
Rhinen og Mosel forenes i Deutsches Eck i Koblenz. Men Mosels
karakteristiske snoede forløb, især fra Trier til Koblenz, samt
Moseldalens karakteristiske skråninger og unikke
jordbundsforhold har gennem årtusinder givet Mosel en særlig
status. Og midt i det hele finder man så Bernkastel.
Vi havde kort tid i Bernkastel,
efterårsvejret var ikke helt på vores side, selvom det kunne
have været værre. Men det generede ikke byens berømte doctor,
som i en moderne historisk version fortalte os historien om
byen, mens vi bevægede os rundt i de smalle gader, hvor billeder
siger mere end mange ord.
Undervejs i vores podcast, optaget under
vores spadser gang i Bernkastel, beretter den tysktalende
tur-guide, iklædt det autentiske doctor-kostume (og med et
forsøg på kyndigt supplement på dansk…udført af undertegnede),
om den lille bjergby ved Mosel flodens bred. Man når dertil
efter blot at have tilbagelagt et halvt hundrede kilometer siden
afskeden med Trier. Vi kørte hele turen langs floden, lidt på
skift på den vestlige og den østlige flodbred, styret af ønsket
om den mest betagende naturoplevelse.
Podcast
- Bernkastel – del 1 - Introduktion til Bernkastel Trier og
min lille hemmelighed
Min lille hemmelighed – indtil nu
I vores indledende podcast, før
”doctoren” kommer ind i billedet, men efter at vi var ankommet
til det fashionable Deinhard hotel i Bernkastel, beretter
undertegnede om mit helt private ønske om at opleve Moselfloden,
min lille hemmelighed, opstået allerede da jeg var barn. Men nok
så vigtigt mit ønske om nu som voksen at kunne videreformidle
denne naturskønhed. Hvilket præcis er det, der sker i disse
linjer, underbygget af fortællingen jeg optog under en sejltur
på Mosel – som der heldigvis også blev tid til. Plus naturligvis
de mange fotos, som det trods det lettere grålige efterårsvejr
endda gav mulighed for at tage.

Under dæk er bekvemmeligheden stor - men
lydoptagelsen fandt nu sted på øverste dæk - udenfor.

DEINHARD's Hotellet er det pompøse
overnatningssted i Bernkastel og spejler grundlæggerens tilgang
til vinproduktion. De fremstiller nogle af de allerfineste
mousserende vine.
Bernkastel blev det eneste regulære stop
på køreturen fra Trier til Koblenz, én overnatning, og hvilket
sted – både hotellet og stedet. Hotellet beretter vi om andet
steds.
Men Bernkastel… En eventyrby, med
originale bygninger i flæng, skæve bindingsværkshuse, hvor man
frygter deres eksistens i en tid, hvor det ikke er usædvanligt,
at Mosel går over sine brædder. Vi burde have brugt mere tid i
byen, vi vidste det ikke på forhånd, kun at sejlturen var
uundgåelig, men heldigvis klædte tur-doctoren os tilstrækkelig
på, til at vi med indspark også fra den ofte ret brugbare,
intelligente (eller hvad ma nu skal kalde det) og sammenpakkede
viden, der findes på internettet kan fortælle historien, som
Bernkastel er kulissen bag.
Podcast
- Bernkastel – del 2 - I "doctorens" fodspor
Historien om Bernkastel Doctor
Først lige det dér med Bernkastel og
Doctoren, som den moderne ”kopi-doctor” fortæller den i
podcasten (for det findes flere versioner af historien, har vi
erfaret):
Ifølge
”nutids-doctorens” fortælling handler det om en læge (altså en
doctor), som behandlede ærkebiskop Boemund II af Trier i
1300-tallet. Biskoppen var syg og ingen behandling virkede, men
så fik doctoren idéen at give ham vin fra en bestemt, meget
stejl og solrig vinmark på omkring 3,2-3,5 ha, beliggende lige
over Bernkastel. Biskoppen fik det bedre, han blev rask og som
tak fik vinmarken lov til at bære navnet “Doctor” og vinen kendt
som lægens vin – altså Doctor-vinen. Historien melder ikke noget
om, hvorvidt biskoppen ville være blevet rask uden, men det er
en sjov fortælling, der holdes i live den dag i dag.
Faktisk er ingen omtale af
vinproduktionen i Bernkastel komplet uden at nævne Bernkastel
Doctor vinmarken, og historien har cementeret markens status i
vinverdenen, hvor dens Riesling-druer betragtes som nogle af de
fineste i Tyskland.
Hvad er Bernkastel ellers…
Bykernen i Bernkastel-Kues (som er
Bernkastel og nabobyen, på den modsatte side af floden, - de har
hængt sammen siden 1905) er en labyrint af smalle,
brostensbelagte gader flankeret af farverige bindingsværkshuse
og renæssancebygninger. Vinproduktion er fortsat byens vigtigste
økonomiske sektor. Vinregionen
arrangerer da også store events, hvor besøgende kan smage
hundredvis af lokale vine og lære om traditionerne.
Vinen gror bogstavelig talt helt ned i
byen. Doctor-vinen er kostbar, men 1400 Euro for en 1953 flaske
er trods alt usædvanligt.
Vinens historie i Bernkastel begyndte
længe før byen fik sit nuværende navn. Arkæologiske fund langs
Mosel vidner om romersk vinproduktion allerede for 2000 år
siden. Mosel blev en handelsåre, hvor vinen kunne transporteres
mod nord. Efter Romerrigets fald overtog kirken vinmarkerne. I
middelalderen var vin nemlig ikke luksus, men nødvendighed – for
det var mere sikkert at drikke vin end risikofyldt forurenet
vand.
Den gamle bydel i Bernkastel er i dag en
næsten intakt middelalderlig struktur. Smalle gader, skæve
bindingsværkshuse og små pladser. Vinens tilstedeværelse ses
overalt: i kældre, i gårdrum, i skiltningen. Mange huse
fungerede – og fungerer stadig – både som bolig og som
produktionssted.

Overalt handler det om vin og historie -
og kan det kombineres, er det optimalt.
Udfordrende vinproduktion
De stejle vinmarker omkring byen er
blandt de mest udfordrende at dyrke i Europa. Mange steder kan
arbejdet kun udføres manuelt. Traktorer er ubrugelige, fordi de
ikke kan køre op og ned ad bjergene, og høsten er både fysisk
krævende og risikabel.
Men jordbunden er helt unik: Skifer i
jorden lagrer varme, reflekterer sollys og bevirker, at
vinstokkene sender rødderne dybt ned i underlaget. Resultatet er
vine med lav alkohol, høj syre og en karakteristisk mineralitet
– det er de egenskaber, der har gjort Mosel-Riesling
verdenskendt. Bernkastel handler om Riesling, tør, halvtør eller
sød. Og om dens evne til at udtrykke både årgang og voksested
med stor præcision. Ud over Riesling dyrkes også Müller-Thurgau,
Elbling og mindre mængder Pinot-varianter.

De stejle vinbjerge umuliggør brugen af
maskiner. Arbejdet i vinmarkerne sker hovedsageligt manuelt, men
resultatet er uden sidestykke.
Turismen er massiv, især i
sommermånederne. Her er turisme en del af hverdagen, men ikke
dens modsætning. Byen lever af sine gæster, men lever stadig sit
eget liv. Det er netop den balance, der gør Bernkastel til mere
end en smuk kulisse.
Men samtidig kæmper mange små
vinproducenter med stigende omkostninger, klimaforandringer og
et globalt marked, hvor billig vin dominerer. Det er hvad
turismen angår lidt anderledes på den anden side af Mosel, hvor
Kues er roligere, grønnere og mindre turistpræget.

Kues på den anden side af Mosel er
roligere. Men på floden er trafikken stor blandt turister og
erhverv.

De enestående bygninger gør Bernkastel
til en ren eventyrby.


Den gamle badstue, det gamle rådhus - og
den efterhåndem ikke helt unge nutids-doctor.

Da huset til venstre, som hælder
faretruende ud over strædet (det er ikke billedet, der snyder),
blev bygget på et tidspunkt, hvor man betalte for grundarealet,
ikke beboelsesarealet. Skifer er ikke bare godt for
vindyrkningen men kan også benyttes til kunsthåndværk.
Hushjørnet til højre har angivelser af, hvor langt vandet nåede
op ved nogle af de kraftigste oversvømmelser: Den højeste
vandstand var angivet 28.02.1887 og den næsthøjeste 22.12.1993.

Turistinformationen på Karlsbaderplatz, St. Michael Kirche,
og kik til vinmarkerne fra Karlsbaderplatz.
Skumringstid i Bernkastel med blik over Mosel til Kues.

|