Radio og podcast om rejser og oplevelser

Lyt til programmerne hér på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter   Podcast   Overnatning   Rejsemål   Transport   Rejseprogrammer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Bach arkivet og det tilhørende museum ligger lige overfor Thomas kirken.

Road-trip til Leipzig – Johann Sebastian Bach

Bach er et fænomen - en lidenskabelig passion


Af Søren Clauding – november 2024


Det er næsten lige meget, hvad man svarer, for ifølge Michael Maul fra Bach-arkivet i Leipzig får han forskellige forklaringer og udsagn, hver gang nogen fortæller, hvad der især fascinerer ved Johann Sebastian Bach, som af mange anses for at være verdens mest betydningsfulde komponist nogensinde.

 

Vi sluttede os til listen af forklaringer, for efter at have oplevet Bach i Vor Frelser Kirke i København som en prolog til vores road-trip, hvor vi nu var kommet til Leipzig, var det melodiske i Bachs værker det, der gjorde størst indtryk på undertegnede. Men måske var det mest set i forhold til den øvrige kirkemusik, som blev fremført af Dresdner Kreuzchor.



300 år gammelt fænomen

Men Michael Maul forklarer, også set i den kontekst, at Bach nærmest er et fænomen. Bach er selvfølgelig et menneske, der levede for 300 år siden, født i Eisenach og død i Leipzig. Han blev 65 år gammel og har skrevet over 1000 værker. Men det fantastiske er, at hans værker stadig lever i hele verden.


      

Thomas-kirken med Bach-statue. Maleriet til højre: Johann Sebastian Bach ca. 60 år. Bach Archive Leipzig.


På den måde kan man sige, at han har skabt et sprog, der kan forstås af alle på tværs af grænser, kulturer og nationaliteter, og som også overskrider tidsgrænserne. Det oplever man hvert år i juni, hvor mennesker fra hele verden mødes til Bach fest i Leipzig. I 2024 kom de fra 54 lande, og de kunne så sidde side om side fx i Thomas kirken, på tværs af nationalitet og religion eller helt uden religion.


Podcast - Lyt til Rejseprogrammet, 4. afsnit, del 2 - Dr. Michael Maul

 

Mini-podcast. Samtale med Dr. Michael Maul på tysk


Sting og mange andre pop- og rockstjerner er Bachianere

Michael Maul fortæller også, at musikere fra andre genre er Bachianere, som han kalder det, bl.a. Police-bassisten Sting. Han optrådte med en koncert i Leipzig for 10 år siden og ville gerne have en rundvisning på Bach museet, som er en del af ”Bach arkivet”, hvor vi mødte Michael Maul.

 

Sting fortalte dengang, at hans hverdage næsten altid indledtes med at spille et par takter fra et af Bachs værker, Suite for solo cello. Sting var også gæst i Leipzig i 2023, og han dvæler, når tiden tillader det, ved juletid gerne ved Bachs gravsten i Thomas kirken og lytter til en Bach passion.


 


Museet er et besøg værd

Efter samtalen med Michael Maul, som i sin fulde længde kan høres som podcast, godt nok på tysk, oplevede vi også museet. Og hér var det ikke mindst interessant at høre, hvordan Bach temaer direkte og indirekte indgår i forskelligt moderne pop- og rockmusik, fx i Lady Gagas ”Bad Romance” og i Paul McCartneys ”Penny Lane” fra hans tid med The Beatles.

 

Museet er bestemt et besøg værd. Der anvendes moderne tekniske hjælpemidler til at levendegøre Bach, passionen såvel som musikken, og hér kan man naturligvis også få indsigt i Bachs historie. For det er jo ofte sådan, at kender man historien bag noget, er det lettere at forstå det, man oplever.

 

Er man blevet inspireret til, at besøge Leipzig måske netop i forsommeren i 2025, hvor Bach-festen finder sted fra 12.-22. juni, kan man med fordel besøge dette website: https://www.bachfestleipzig.de/en/bachfest, som kan læses både på engelsk og på tysk. Og så kan moderne browser hjælpemidler jo også typisk oversætte websider til dansk…




  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>