
Road-trip til Dresden:
Gåtur i
Neustadt: En helt anden verden
Af Søren
Clauding – november 2024
Som turist i Dresden skal man opleve den
gamle bydel. Og dér er der også underholdning til mange dage,
måske endda uger, inden man så småt begynder at løbe tør for
muligheder. Men har man kun et par dage, bør man afsætte nogle
timer, hvis vejret er godt, til en spadseretur i Dresdener
Neustadt. For hér oplever man en helt anden verden. I alle
tilfælde, hvis man bevæger sig ind i den ydre Neustadt.
Kommer man fra den gamle by på Elbens
venstre bred, kan man fx gå over Augustusbrücke ved Semper
operaen, og så er man med det samme i Neustadt, der ikke blev så
medtaget under bombningen sidst i 2. verdenskrig. Men man kan
med fordel fortsætte turen gennem det indre Neustadt fra statuen
af den gyldne ridder (Kong Augustus den Stærke) ad Hauptstrasse
til den ydre del af Neustadt, nord for Albertplatz.

Den gyldne ridder alias Kong Augustus den
Stærke markerer indgangen til den indre del af Neustadt, når man
kommer fra den gamle by. Augustus den Stærke var iøvrigt søn af
den danske Prinsesse Anna Sophie, som var den ældste datter af
Frederik III.
På billedet til højre er man kommet dybt ind i den ydre del
af Neustadt, hvor små butikker og anderledes café'er ligger side
om side i de små gårde.
Her er miljøet radikalt anderledes. Det
er præget af unge mennesker, små caféer, alternative
kunstgallerier og andre former for kreativitet og menneskelig
udfoldelse end man oplever i den gamle bys mondæne barok stil.
Gaffitien trives
Det er her graffitien trives i stor stil,
det er hér, man i dagligdagen slipper for så meget støj og de
store menneskemængder, for på en god dag i Dresden er de mange
turister i den gamle by virkelig synlige. Atmosfæren er
roligere, man tager tingene mere afslappet og man kan opleve en
ganske anden café-kultur end den, der i stor stil præger de
sydtyske og østrigske byer.

Mini-podcast - samtale med Michał Rydz i fuld længde
Samtale med Michał Rydz i kort form fra Rejseprogrammet om
Dresden
Vi gik turen sammen med
Michał Rydz, der har til opgave at markedsføre Dresden overfor
eksempelvis mennesker som os. Men hans entusiasme og engagement,
hér hvor man kan være helt nede på jorden og blot opleve
nutidige menneskers opfindsomhed og glæde, stråler ud af snakken
med ham, som man kan høre som mini-podcast i sin fulde længde
her på siden.
Her kommer man som beboer hinanden ved, fortæller han
blandt andet, man afholder gadefester og bidrager til
fællesskabet, så godt man kan. Om billeder siger mere end mange
ord og meget lyd, er nok rigtigt i denne forbindelse.
Vi
viser nogle billeder, også af den pittoreske mælkebutik/mejeri
(øverst), ”Dresdner Molkerei Gebrüder Pfund”, som nærmest er et
museum. Adressen er Bautzner Str. 79 og det er et godt lille mål
at sætte sig for en spadseretur.



 |